Da præsteparret nu dagen efter ankomsten til Røysland præstegaard var paa vei opover for at fæste Bol Juvet, saa faldt talen straks paa maleren, som hadde købt sig en stue inde i Juvet. De hadde naturligvis for skams skyld først været bortom og set paa kirken; det var en liden hyggelig hvid kirke med et spinkelt spir, saa en næsten skønte, hadde Anna sagt, hvordan klokken lød her.
Maleren var ogsaa blandt dem som pludselig var forsvundet fra hovedstaden og bevægelsens efterslætt. Lilleækre-enken fra igaar hadde igen ymtet noget forblommet nu, lige idet de gik, om «syndens bøle» op i Juvet; men da Nils spurgte om han ikke bodde alene deroppe, fik hun sit underlig lattermilde øie, som var saa propfuldt av historier, og gled sin vei: de fik nok sagtens besked om det og, naar nu forrige fruen kom! … Anna gik nu og snakked om maleren, som ogsaa hun hadde kendt til uden personlig at ha truffet. Hun hadde nemlig et øieblik været smittet av jargon’en, idet hun i den søgte frigørelse fra sin gammeldagse snerpede familje og dens indestængte kedsommelighed, ja hun hadde endog indsendt et anonymt avis-causeri fra Torvet i den brede a-genre, som ogsaa var blit optat.
