— skulde vi agterover? hadde vi da ikke hat rationalismen og den franske revolution og dens égalité! Menneskerne var lige, og jordkloden var deres alles fælles bopæl og eie! — Fra socialistisk hold trak man paa skuldrene: de deri indeholdte ideer var i ethvert fald saa uhyre lidet tidsmæssige, uden maal og med, rent ud sagt haabløse — bortkastet stræv! det hele var jo løierligt som om man vilde reise en bevægelse for at bevare vore gamle bækkenavne oppe paa ødeste høifjældet mod glemsel. — Men saa en dag gled den unge docent paa gaden i holkeføre, faldt og slog sig i baghodet. Fra det slag i baghodet og sygeleiet som fulgte paa, var han som forvandlet. Han tog ikke netop i sig igen sine meninger, han gjorde det ikke saa; han var jo ogsaa vel ung endnu. Men ved 45-aars alderen begyndte han at udgi varmt skrevne studier over renæssance-skikkelser som Fra Angelico og Francesco d’Assisi, monografier aandende forstaaelse; han trak i det hele nu frem alle de tilsyneladende undtagelser fra sin teori om renæssancen som enkeltmenneskets selvhævdelse og ret til nydelse. Og de samme som skrek op ved hans forrige arbeide, de kunde ikke nu noksom takke ham; fra alle hold fik han høre, at hans an-
