Da satte alle i, og værged sig ihærdig med strakte hænder imod lommebog og denne verdens gods, mens de tramped hastig udover den hvinende trap: — Nei nei! … Aa slettes inkji! … Blev altids forlikte! …
Lidt efter skrangled det dernede paa tunet fra kærrer, som trilled bortover frossen mark.
Præsten stilled sig stum hen i vinduet, med ansigtet mod ruten for at køle sig ovenpaa sammenstødet. For dette var virkelig en lidt uheldig begyndelse ogsaa for hans vedkommende. Og konen derhenne based og klapped larmende med bolstrene paa de to sænger, som én som var pinlig berørt.
Det var mørkt ude nu. Røyslands-nuten, som de kørte frem under efter den sidste mo, lige før de naadde ind paa præstegaards-jorderne, var kulsvart. Der lyste en stjerne over nuten. — Han vented længe, før han turde si noget, forat hans stemme skulde være helt rolig. Han syntes, det tog en forfærdelig tid med den konen derhenne; der blev nedlagt overordentlig megen øm omhu paa de to sængerne deres.
— Vi fik jo ikke set stort i skumringen, sa han tilslut.
— Ser efter lønnetræet? spurgte konen og kom kipen frem paa gulvet.
2 — Kinck: Præsten.
