hode, og hans bryn skulde være gaat samme vei. Men det var tydeligvis godt tømmer i ham, om han end ikke blev nogen gammel mand. Han hører Paris til. Vigtigste kilde om hans liv blir, som nævnt, byens politiakter av enhver art. Og ikke i et eneste av hans digte findes der et landskap, ikke fugl, ikke blomst; kun ensteds møter vi fugler, der han sier at landliv bryr han sig ikke det spor om, og da nævner med haan alle fugler herfra og til Babylon: han byttet ikke for dem! Bare gate og gaternes mennesker kjender han: Il n’est trésor que de vivre a son aise! hævder han der, det vil si: han elsker at dovne sig, leve for dagen som plattenslager og i selskap med døgenigter og indbrudstyver. – Ellers henviser jeg, hvad hans liv angaar, til Gaston Paris’s lille bok om Villon, vel noget av det bedste, den geniale franske sprogmand har skapt og en av de fineste analyser jeg kjender, baaret som den er av historisk viden og tillike straalende av kunstnerisk indsigt – en sjelden forbindelse! I den gir han et kort rids av de moralske forstyrrelser i den franske psyke. Han tegner som Villon’s barndomsindtryk livet omkring og paa kirkegaarden ved Saint Innocents-kirken (der hvor nu Hallerne ligger),
