Fra skibet ser han hende ride langt derinde paa land. Han stormer fra borde og op til hende, tar hende ned av hesteryggen, sitter hos hende dagen til ende, glemmer hestene og alt, til natten pludselig er over dem. De søker tilgaards, tar ind i en liten stue, sover der paa hver sin side av en paneling. Han ligger om natten og kvæder til hende sit savn, kvad efter kvad, og kvæder tilsidst sin haan over hendes mand. Det var bedre, vi aldrig var møttes! svarer hun første gang. Det er forbi og snak ikke om det! sier hun ved næste kvad. Og om morgenen vil han gi hende sin ring. Men hun ber ham gaa pokker i vold med sig og sin ring. Slik skilles de. Og atter kvæder han en vise om det. Utover vinteren begynder han igjen at besøke hende, sætter sig fore hos hende. Den langmodige egtemand reagerer efterhaanden mot disse besøk; han kjøper en landstryker til at lage en obskøn elskovsvise om forholdet til Steingerd, og denne vise indbilder han saa Steingerd at Kormak gjorde. Dermed er hendes hat vakt, og de to skilt ad. Men Kormak faar nyss om saken, forklarer hende sammenhængen, stevner efterpaa hendes mand til holms. Men manden uteblir fra kampen, og Kormak lager en nidvise om ham. Omsider nødes han til at
