han, hvorfra «tyvsøine» var kommet ind i deres æt. – «Þjófsaugu!» Jeg vil ikke benegte at begrepet eksisterer. Men hvad forstaar Rut ved den betegnelse? Der klinger tørt, grættent mandfolk av sætningen – den samme vantro, som litt senere kommer til orde, da han skal fri til Unn, den som blev hans fæstemø, mens han var i Norge. Det er ialfald ikke saa liketil at ta hvad denne vordende kongemors-galan egentlig mener med tyvsøine. Er det barnets glippende flirt-øie hos den forkjælte, kanske allerede indbildske skjønhet? Eller slaar hun bare øinene halstarrig ned, da faren ved sit grep under haken vil løfte hendes ansigt, – forholder ham, frilleholderen, sit aapne, blaa blik? Hvad slags øine sat der egentlig paa Høskuld selv, ættens hoved, som forholdt sin bror Rut farsarven? Eller er de ord ganske enkelt aldrig faldt! Det synes mig ikke usandsynligst: sagaen har selv laget dem av tekniske grunde; de indgaar i kompositionen som varsel om hendes hovedbedrift i sagaen, nemlig tyveriet paa Kirkebø’s stabbur. Den affære er herved paa forhaand endog stemplet.
Om Hallgerd’s ytre gjentages det stadig, at hun var overmaade vakker, hun hadde haar fagert som silke, og det rak hende alt som
