det vet jeg at der er faa mennesker som har saa uforsonlige fiender som den som ikke slanger sig frem, faa som har saa utholdende uvenner som den som er til i kraft av sin aand. Professor Bang fik føle dem. Og de valgte stunden; de kom især de sidste aar, da han begyndte at skrante. De fyldte ham stundevis med bitterhet – denne mand med den dype romantik, med skjønhets-synet paa livet og paa menneskene, denne mand som ikke vilde saare nogen, han hvem ingenting gjorde mer forstemt end fiender! –
Paa professor Bangs forelæsninger møtte vi det, som man savner hos hans litterære konkurrent Hartvig Lassen – sansen for historisk perspektiv. Naar han sænket sig ned i en tid, undslap ingenting ham; og han saa liv i alt – den mindste dugdraape bar speiling i sig. Som i rus kunde han da rulle op for os store malerier med utsyn til alle kanter; gjerne litt overlæsset. For ham var litteratur livsytring, og livet har mangfoldige sider; livet i sin rike utfoldelses-akt rev ham med; men sammenknyttingen, syntesen, den lokket ham ikke i like grad. Dertil kom ogsaa at hans kunstner-gemyt krævet variation: han brukte f. eks. nødig samme uttryk eller samme vending hver gang han behandlet
