eg visste han var syk, en fælles ven hadde skrevet det hit syd. Jeg visste ogsaa da at hans unge venner dagstøtt hørte indom. Men jeg sendte ham allikevel et brev herfra, hvor jeg sier ham hvad han har været for mig personlig som lærer, som menneske. Nu maa han høre det, nu han sitter alene, det som jeg aldrig fik si ham personlig: for han slog det altid stolt hen: «Ja la os nu heller tale om andre ting!» Jeg sitter og tænker: nu omtrent maa han ha brevet. Kanske han læser de to linjer to ganger, før han lægger det væk. Saa kommer der en pakke gamle aviser fra Norge og fortæller at professor i nordisk litteratur C. D. O. Bang er død. Han døde et par dage, før mit brev blev sendt.
Der er i kunstens verden dem, som mangler kunst-gemyt, folk med praktisk sans, rastløse energier, – som naar frem til det brede
