i det hele forfalden til lysvirkningen fra ovnen i et ellers mørkt værelse, hvor skjæret leker hemmelig, men frit med et ansigts træk, en skikkelses ryg, nogen hænder. Og han elsker lysspillet mellem dag og lampelys, eller mellem dag og nat. Der stiller han saaledes sorenskriveren i sin første roman og foretar den intime præsentation av den trætte hanrei – han sitter som nyankommen i den store, gardinløse og møbel-tomme sal: «Som han sat der foroverbøiet med haken sunken ned paa brystet, syntes ansigtet uhyggelig graablekt i tveskjæret fra den lyse nat utenfor og de blafrende praaser paa bordet …» Jeg skal ikke citere videre. Og i Gullik Hauksveen arbeider jo blinket i tømmerbilen fra peisilden sig langsomt ind til hovedpersonen i motivet. – Man er kanske for tiden litt slæphændt i den sammenstilling av moderne kunstnere med de gamle hollændere: det har imidlertid staat for mig at just ved Tryggve Andersen hadde man sin kompliment i behold; ti han har i utpræget grad disse gamle mesteres kjærlighet til intim, stille lysvirkning paa ansigt og nakke, paa hænder. Nu, svakheten for tveskjærets lek har mange, det er ikke noget særs for ham: det er jo ganske liketil bare en kunstners sans for be-
