ver dette store verdensdrama om sjælsoprakning, om bevissthetsspalting og tvil som syke, om abuliens patologi, er der naturligvis skrevet en slik stabel bøker at det vel i grunden er utelukket, man kan slumpe til at si noget som ikke er sagt før. Men da studenterbladets redaktion bad mig gjenta paa papiret et par tilfældige indfald, jeg mundtlig var kommet med til en ung ven, satte jeg mig ned og pløiet atter stykket igjennem for at se om der i det var noget som kuldkastet min tilfældige ytring i anledning av Hamlets alder.
For et drama! Og jeg sier tillike: Lykkelige Shakespeare, hvis samtid var saa fuld av handling og dertil av teaterstykkers fabler, at paa den side trængtes der ikke at spendere stort hjernestof. Han kunde isteden straks gaa igang med at fylde det med sin sjæl, lægge sjæls mening i det forefundne reisverk, la det straale av sin utrolig rike, fine menneskeindsigt.
