med bagfoden. Han hadde faat saa illt for bringen, noget ondt og tungt hadde lagt sig om ham.
Han fôr i træskorne og tog forklaringen. Opover bar det; — han maatte paa høgaste nuten! —
Deroppe blev han staaende og se udover. Den graa skybanken ude fra havet var voxet, og nu begyndte det at blaase saa smaat.
«Hit folkje!» — Han brydde sig skidt om «hit folkje»! — han var lige sæl, hvad andre mente og sa om ham — Gurina og alle sammen, — — naar han kom paa jægten sin! — —
Han kom til at se paa den skidne blaa permen om forklaringen; da var jægten og havgulen og alt borte. Han kendte sig slig, som naar han sad paa den lange træbænken i den mørke drengestuen, og præsten stod og snakked om, hvad vi burde gøre og lade. — Aa, det blev saa tosket og kedsomt alt sammen!
Ja, hvad skulde han nu op paa denne her nuten ogsaa! — det var jo, som han ikke skulde være rigtig. — Det grøssed over hele kroppen.
Han slog op forklaringen, der han hadde ny 1exe om den Hellig-aands gerning. Bladene var skidne og graa blit av fingrene, ja dernede var stykket gaat helt ud for tommelen hans. Han
