paa læggen, hvor traader hang, som var raknet op i nedre kanten. De store træskorne, han var faret or, stod ved siden av ham; forklaringen laa i fanget.
Han var en 16 aar nu og gik for præsten. Han kunde nok gaat aaret før for alderens skyld; men præsten hadde sagt, det nok ikke vilde nytte; hans kristendomskundskab var ikke slig, at han kunde slippe ham frem. — —
Det var ikke gildt at gaa for præsten, syntes Ivar; ikke var han svær til at læse, og i fristunden mellem forklaringen og bibelhistorien apte de med ham og kaldte ham. Det hadde været saa godt idag at komme op paa støilen igen. Her paa høgfjældet var han fri for alt; det var anderledes at sidde her end paa præstegaarden i den gamle, lave drengestuen med de smaa vinduerne. Og her syntes han, han forstod den tredje artikel og, — saa nogenlunde; naar solen lyste paa forklaringsbladet, saa han blev saa løierlig slap i alle lemmer — lige ud i stortaaen kendte han det —, og han blev ør i øinene og tumlen i hodet og ikke vidste, hvor han var, da stod altid præstens ord for ham om den «Hellig-aands velsignelsesrige gerning paa os»; han trodde, han kendte ligesom noget av den Hellig-aand — han vidste ikke, hvordan det hadde sig. —
