Denne siden er korrekturlest
gjild kar, — kom no, gudla-gut.» Hun var saa lokkende blid i mælet.
De blev staaende begge en stund uden at røre sig.
Saa kom sinnet op igjen: «Gu naade deg!» Det graat i hende. —
Men Vet1e-Ivar snudde braadt om og rusled bort paa Neset til Gurina. —
Det gjorde han siden hele vinteren, naar han hadde hug.
For fra den dag gjorde Vetle-Ivar, hvad han vilde, for mor sin; det var det samme, hvad hun brugte sig og loved pisk i «berre». Og han kunde gi kæft igen og, naar det gik paa det. Det var han, som hadde overtaget i kammerset.
