det vaade bærget, hvor Gurina hadde ligget paa knæ, og paa olderbladet, som strakte sig nedover strømmen. Han sad og saa; men paa resten saa han ingen ting; han blev tung i hodet, der kom skind foran øinene — det var, som han hørte med dem og. Og bækken, som silred mellem stenene med svage laat, var ved at svæve ham ind.
Han la sig paa rygg i bleg stedmorsblomst og hvid smaakløver og stirred op i den solfulde, blaa himmel. Tilsidst hørte han bare græshoppen langt borte, som snerred og slog ligesom tørre træstykker mod hinanden. — — Var det den, han hadde sluppet? — — —
— — Aldrig hadde han været saa glad! — Det ligned søndagsmorgen alt dette, naar han hadde faat de nye klærne paa og kirkeklokken tog til at gaa; — — men det var bare saa meget mere —! — —
— Slig laa han, til Ola Haugjens kone raabte ind til nôns. Han reiste sig. Han hadde liden hug til at gaa; — han hadde jo traakket i græsset ogsaa. —
