hopped og gjorde kast bortover sanden; det var, som det var bare glø’er, han spratt paa. Og saa kom han igen og hev. —
Vetle-Ivar hadde og tat op en sten; han stod og saa paa baaden og flirte over hele ansigtet; — naar bare ikke de andre saa, han kasted, saa Anders’en fik vide det! — Overlæben var løftet, saa tænderne syntes. —
Den ene sten fôr efter den anden; og nu traf de. Det smaldt og det sang i baaden, og efterpaa skrab henover omfarsbordene ned i kølen.
«Adlesa paa ei ti!» skreg Hans’en, han var blit rent øren. «Eg trur, du — æ — ga—len!» satte Brita i; hun stod ved siden og skifted fod under sig.
«Aaja, aaja!»
Og Brita kom med sten.
Det gav forskellig klang i baaden alt efter stedet, hvor stenen traf. Men efter den stenen, som naadde sidst frem, kom en laat, som skilte sig stærkt fra de andre; det var et dumpt brak, som om noget gav efter og revned.
«Da va Pera-Jon’en sin!» skreg al1e, «eg saag da.»
«Jau — hu du — hu fær,» hinked Vetle-Brita bortefter.
