olderstuen, som stod lige i kanten av græsvolden. Han syntes, han begyndte bli naken, — han var kommet saa tætt ind paa dem; og det var, som bladlaget dækked. Hænderne laa i lommen.
Han knepte øinene sammen for at se godt; men galeasen kunde han ikke se rigtig godt endda, riggen fik han slet ikke greie paa. —
— — Ja saaminsandten, trodde han ikke, Jon’en hadde sat vimpel paa den og, — rød en, der paa atterste mastetoppen! —
Han slap sig fra olderstuen og stillte sig nedover sanden. Vetle-Brita derude ivandet hadde nok set ham, men hun lod, som hun ikke la merke til ham. Han traakked varsomt, for de smaa kraakeskællene skar saa. Lige ned ved dem stansed han. Han skakked paa hodet og gren for solen og stirred og furte paa galeasen. — Det var fin skap paa den, der den laa og smaadupped en og anden gangen og slog med storseilsbommen.
Der kom et smil om munden; han maatte tættere ind paa den, lige ned til sjøen.
— — Og saa kvass, som den gik ned i sjøen der foran! den laa og skar smaabaarerne. — —
Men tro den hadde skikkeligt anker? — eller var det bare en sten? — Vetle-Ivar huked sig ned for at se bort over — under vandet.
