Ola Haugjen, hos hvem han var i kost, og som ligesom skulde se efter ham, han sa aldrig nogenting; han hadde vænt sig av med det, for Vetle-Ivar hadde nu intet lun med arbeide, var ingen «bruksøik», som Ola Haugjen pleied si. Manden laa desmeir og sov middag og nu. — Det var ikke derfor, han ikke gik ned i osen. Men ungerne aptes støtt med ham; de var saa uvørne, spændte og slog og kløb ham allesteder. Naar de vilde ta tag, vandt han aldrig, for han var jamnt ræd for at kneppe for haardt eller slænge for laust til, saa han kunde gøre skade paa dem; derfor tabte han støtt, endda han mangen gang kunde være vel saa stærk. —
Men idag — — ja, han vilde ialfald gaa nærmere, saa han fik se galeasen bedre. Han gik nedover jordet og saa ned, for solen stak saa i øinene. Han var uden hue. — Gangstien fulgte han et stykke. Men den gik lige ned i fjæren med det samme; — og det vilde han ikke; han vilde helst bort paa storeveien, som gik tilsjøs — der var smaaskog paa begge sider. Men en stump tykeng laa imellem. Han saa opover til gaards for sikkerheds skyld, om der skulde være nogen i glaset hos Ola. Saa gjorde han nogen lange steg
