Han tog tag i vindussprossen — vinduet stod aaben — og drog sig op for at faa se. — Der stod grahesten stille og aad, og godknægged iblandt. Og Borken stod attved i andre baasen og aad ogsaa. Her var bare fred.
«Lea deg! eg ve og sjaa,» skøv Laavikj’en Vetle-Ivar væk.
Nu kom der én til:
«Ka ska du her op i garen, din vetle smala-tju!»
Ivar Stapped hænderne skæmd i lommen og flytted sig lidt. Den anden kløv ogsaa op i vinduskarmen og keg. Saa gik han og Laavikj’en bort til de andre ved skjykkjevæggen.
«Nei,» sa de, «dei staar attmæ ’nanen so førr.» De hadde været bort i vinduet alt mange gange hver. —
Vetle-Ivar drog sig bort til vinduet igen; men han vilde ikke klyve op, forat de ikke skulde bli var ham, de andre. Han stod bare bortved og lydde paa godknægget og tyggingen.
— — Denne freden, som kom efterpaa! — — Ja, der bag stabburet, — slig som hesten sank ihop, og vildskaben og storknægget gav sig! — Taaleg og viljeløs fulgte den tilbage. —
Dette var underligt; — hvor kunde det ha