saa hende ikke. Saa ringed det igen, for nu saa de præsten borti veien. Han sprang forbi flere; det maatte være for sent, siden det ringed nu igen; han forstod det ikke.
Paa trappen snudde han sig og saa efter moren endda en gang; men hun var ikke ind i veien.
Jaja, han gik ind for det, han klarte sig nok selv. Og det var lige moro for det!
I gangen stansed han og saa ind i kirken. Det kunde være moro hernede ogsaa; — bli her bare en stund og saa gaa ud i gangen igen og op trappen paa lemmen, for der var det morosomst.
Men op i trappen stod Laavikj’en og Pera-Jon’en og la sig udover rækværket.
«Kom her, Vetle-Ivar! kom her!» kviskred de.
Han likte ikke Pera-Jon’en, siden han løi paa ham inde i præstegaarden ifjor; og Laavikj’en hadde oftere smaaapes med ham. — Men, det var altid moro at ha følge paa lemmen og! Og saa saa de saa blide ud, som de saa gerne vilde ha ham med sig, — de var kanske glade i ham alligevel.
Han gled ud imod trængselen bort til trappen, smøg sig forbi flere unggutter og trak i pulsvanterne sine, saa de kom længer nedpaa haanden.
«Ha du nye sko paa deg idag?» spurgte
