men 4 voxne karer var gaat op i smedjen for at passe ham. Han var istand til at gøre ulykke paa folk, fik han komme til, — én kunde aldrig vide.
Strax de rørte døren, hudde han i rasende og stirred paa dem.
«Huldr’en! — — Æ dar fleire taa daakka, so fær de koma!» Han trued og trev efter slæggen, som han nu hadde tat ind i kammerset. —
De sprang ind paa ham, fik tag om haandleddene og om benene; det hjalp ikke, alt det han spændte og slog og bed, han maatte til, blev kastet om og bundet.
«Huldr’en!» kviskred han rasende. «Din dævel! — — — Fidlesme — — — aa jentetraavar —! Jau, du æ ein taa rette sorten! — — Haa—haa—haai—j,» lo han længe og tørt. —
«Han kan ha rætt i da!» flirte én.
«Da æ kar, so kjedne seg sjøl, da du,« kviskred en anden og nikked.
Huldr’en blev mere og mere lavmælt, han kneb sammen øinene.
«Gurina!» bad han. «Guri—na!»
Saa blev han træt ligesom og tagde et bil. Ret som det var, smilte han igen og kviskred Gurina.
