bag hver en stue og hudde og lo; det greb ham, saa blodet gik med stærke bank gennem aarerne, — jenter og leven og skratt, — uvørrent skratt, saa det hørtes indover stranden!
— — Han skulde været med paa det! — —
Men saa aptes de med ham, — ja. Og nu hadde de faat dette nye med Vetle-Brita at le av. — — Han kendte sig med ét saa saar under bringen, ansigtet blev slapt, hodet med det svarte skægget faldt ned paa brystet.
Han sad og stirred og blev væk i det lyse langt borte, saa det suged øinene ud fra det mørke grønne græsset trærne, som reiste sig op mod den klare himlen.
— — Det maatte være moro paa en jægt, slig som den der bort i strømmen, — — ligge sommerskvælden og reke i stillen alene, uden en kæft ombord, — ikke ha med nogen at gøre, — — udover forbi næss efter næss, — — og lunete graa kast fra land, som én ikke behøved vyrde — — — Aa, saa godt han hadde det, han der, som sad i uldtrøien og sov over rorpinden! —
— — Men han maatte vel op engang, han og, — naar havgulen kom og storseilsbommen blev urolig, og forseilene napped, — svale, friske kast, som kom lige luxt ud fra ytterste skærene. Saa
