han hadde været lur. Han var kommet frem der om hjørnet og gled nu nedover krogrygget bag havreageren; det var ham, Targjei Norigar hadde set, da han snudde. —
Per slap sig ned fra gærdet. Det skulde bli løgn, det, at Jens Nybø skulde komme i ljaasknippet hans Targjei først! — Han saa snøgt bort til den aabne kirkedøren; de var ikke naat til præken, men holdt paa med salmen, — saa han kunde komme tidsnok endda. — — Han la til med store steg nedover langs havreageren.
— — Har du set paa slig fant og, som den Jens’en! — gaa og luske bagveien om sakristiet! — Nei, det vilde han nu holdt sig for god til ligevel! Var det saa, saa fik én da heller gaa bene veien; det var i og for sig ikke noget syndigt, det at købe ljaa. — — — Og desuden, han kunde saa godt række op igen, til præknen begyndte. — —
— Per Øfsthus var først i osen; den var længre, stien, Jens maatte gaa, for ageren gjorde en vinkel. Han greb snøgt efter ljaasbundten — Jens var jo lige efter — og sa stilt:
«Fina vêr aat os om dagjen.»
Jens naadde frem i det samme og tog sagte efter knippet. Men Per slap ikke og mødte
