brugelige, stive og skapløse og uden bitt, som de var. Nu hadde Per hat av dem i to aar, men værre og værre blev de. — — Nei, austmanneljaa du, det var noget andet, det, til fjældslaatten hans, slig som de gik i det fint grønne, stutte fjældgræsset. — — Vel var de dyrere end Huldr’en’s ljaa, 1 hel ort for en stuttaarv — 3 skilling mer stykket — og for langaarv 1 ort og 16 og vel det; men én hadde det ud1ægget igen paa daglønnøn, for det gik saa let og snart. — — Og de ljaarne til Targjei Norigar fra Hallingdal, de var navngetne, de. — —
Der kom en graaklædt kar op fra osen og gik stien paa andre side ageren, langs med skolehusvæggen. Han bar noget under armen. — Huldr’en og Per sad og saa paa ham, begge.
— — — Nei, saa sandelig, trodde de ikke, det var austmanen selv, med et ljaasknippe i lyst bastebaand! — — —
«Trur meste, da æ han Targjei,» sa Per.
«Da æ gjedna, da,» svarte Huldr’en og saa til en anden kant.
Det ringed for tredje gang. En slap sig ned fra gærdet, børsted sig bag og gik. Huldr’en fulgte dem; han stod ikke i dette, han maatte væk, før Targjei kom. I smedjen sin
