hun syntes, det var skam, at moren skulde vide, en kar som Huldr’en gik efter hende. Men Lisbet Holmen var nu heller ikke rig, og forskellen var ikke saa stor endda, — saa det kunde ikke være bare det — — — Eller ogsaa var det, fordi hun var ræd, moren skulde se, hvor godt gutterne i bygden var vant, siden de kunde gaa til hende slig midt paa søndagsformiddagen. — Men Lisbet Holmen hadde vel saa pass kjendskab til datter sin fra før, at det var vel heller ikke grundenialfald ikke hele grunden.
— — Der kunde ha været en anden grund til, at hun løi for moren. — — Ja, selv om hun ikke brydde sig om ham, saa var der nu ialfald noget, — det mødet maavide, som bare de to, han og Vetle-Brita vidste om, noget som de to bare eied.
Og dette drog ham tilbage mod hende. — — Hvem anden skulde hun ogsaa tænke paa at faa? Laavikj’en gik for tiden til en gaardmandsdatter, efter det han hadde hørt, og Pera-Jon’en var omtrent som forlovet med den rige gaardjenten paa Brække; og saaledes var det med de andre ogsaa, som han kendte til. — —
Han maatte ha nogen nu, han stod ikke i dette, — især nu naar vaaren og sommeren kom,
