— Nei, han kunde gøre, hvad han vilde, om han saa vilde gaa efter Vetle-Brita de hundre ganger! — ingenting var det, som bandt. — —-
— — Men Vetle-Brita hadde lét ham ud og efterpaa kaldt ham. — — Han slængte sig om i sængen og greb med begge hænder om pudespidsen og bored hodet ned i.
«Gurina!» kviskred han med graat. «Gurina!»
Ja, det var hendes anlet, han hadde set idag langt borte bag fonnen. Det var hun, som brydde sig om ham, og det var hende, han brydde sig om! — — Han rev puden op, tog den ind i armene sine og knepte til av al kraft.
«Du æ konaa mi, du — — — Gurina!» kviskred han langt. —
— Huldr’en holdt sig inde flere dage i træk efter dette. Det pusted i bælgen og sang i slæggen fra morgen til kvæld. Folk undred sig lidt, de saa ham ialfald sidde i døren av og til ellers. Men ingen gik op i smedjen for at se; de pleied aldrig det med Huldr’en, for de hadde lært, at det ikke nytted prøve at faa greie paa ham.
Og den ene ljaa blev færdig efter den anden. Men da han skulde se over dem i æggen, der de laa i haug bort paa gulvet, risted han paa hodet; han hadde nok smedet bedre ljaar før. —
