Hun snudde sig om imod ham. «Kor staar du deg?» spurgte hun.
»Jau — bra! — Aa du daa?»
«Aa jau!» — Og saa fortalte hun, at hun var reist til byen for at besøge en ældre søster, som var gift her. —
— Sigvart og de to drengene kom drivende opover bryggen igen; de strøg lige forbi.
«No, Monsen?» sa den ene. — «Har du faat deg ny kjæreste no?»
Vetle-Brita saa undrende efter dem og flirte lidt. — Huldr’en retted sig og voxed; han kendte sig frisk som nylauget. Ja, hvergang han hørte «Monsen», kvakk det i ham, og smaaskalv efterpaa, — det var det, han — var, Iver Monsen.
«Eg skriv’s fø da!» sa han til Vetle-Brita.
— — «Ny kjæreste» — ja! — Det kunde vel ha truffet, at Huldr’en hadde været hos Smee-Marie en og anden gang disse par aarene; — og saa hadde han Sigvart faat tag i det og bragt det ud. — — Jaja, det gjorde ingenting; det var gildt, om Vetle-Brita trodde noget sligt.
Hun vedblev at se efter dem; de snudde sig av og til og flirte.
»Kamratane mine!» sa Huldr’en, han skøv hatten bag i nakken, klødde sig i panden og
