Blandt jenterne, som kom i land med rødmalet skrin og hvidt hodeplagg, kendte han én. Det var Vetle-Brita. — Hun var blit længre, og saa var hun mere grann om livet end før.
Han stak sig bag om en mand for at se, uden at hun blev var ham. Hun snudde ryggen til og stod og saa paa dampen.
— — Hvad skulde hun hid? — — Hun var ikke i følge med nogen av dem, som kom med saueskrotter eller frugt. — — —
Hun var seig til at staa og se. —
Han tog sig en tur udover bryggen og saa en sving opover, langsomt, lige fremfor hende; han stirred bent fremfor sig, som han ikke saa hende.
«Nei! — æ da ’kje Ivar?» hørte han; han var fri for, hun sa ikke Huldr’en nu.
Han saa sig lidt til side. Saa kom haanden hendes frem til hilsing.
«Go dag,» sa det.
«Jau,» sa han og tog haanden; «da sku just so vera da. — Aa da — æ Brita, ser eg.» Han var ikke rigtig stø ligesom. —
Han snudde sig halvt bort.
«Ja daa,» svarte det.
«Detta ser eg,» sa han og spytted, han
