Senhøstes var det og regn. Byvaagen laa med graa regnringer og hopped for hver smaadamp, som gled ind og ud med askegraa røgstriber efter. Fra pakhustagene silte regnet plaskende lige ned i vandet, og det risled ned gennem sprækker i bryggen i ustanseligt dryp dryp. Fjorddampskibene laa indtil med svartvasket skrog; alt, som var hvidmalt ombord, var rent og koldt. Av og til bare kom et vindkast fra sydvest og slængte vandet fra tagene ind mod væggen og rev draaberne løs fra messingkanten paa kommandobrættet og feied dem indover gangen under, hvor styrmanden stod og drev gøi med opvartningspigen.
Huldr’en var vel 20 aar nu. Han stod paa bryggen med regnhat og saa paa baaden indenfra hans fjord lægge ti1; han pleied oftest det søndag eftermiddag. Nye klær hadde han, hvid papir-
