træk. De lod ham gaa og stelle mere, som han vilde, saalænge han fôr stilt. — Men idag blev han vel bred. —
— Huldr’en holdt slapt i bælgstangen, med ryggen vendt mod de andre, og saa ned. Han kendte sig saa liden og træt og saar; — om han kunde smættet ud gennem det naglehullet der langt nede og krøbet hjem efter rendestenen, helt hjem til Nykirkealmenningen, og gemt sig bort paa loftet, han bodde paa, lige op under spærrer og tagsten! —
— — Men historien var god; mangen gang hadde han hørt voxne folk storskratte i nøstene paa Neset, naar den blev fortalt. — — Ja, det var det, de kendte Ola Brække, allesammen der, og tyktes, de saa ham, som han kom luskende hjem helgedagsmorgen ned imellem hasleskogen med børsen, som ikke vilde brænde.
— Eller de hadde det paa en anden maade, byfolket, det var kanske det. De forstod sig ikke paa landsens skrøner, og det, han syntes var moro, syntes ikke de var det. — Byguten var fælere i kæften; han snakked saa stygt jamnt om kvindfolk og bandte ligesom paa trods for at terge Vorherre. Ja, Huldr’en hadde hørt dem nede i smuget true hverandre paa livet og syne
