Ivar sad og lydde paa stegene igen; han syntes, det var saa leit, dette. — Og endda vilde ikke Brita gi sig; hun skydde ingen ting, naar det gik paa det.
Mor hendes kunde ikke sy; hun lydde bare ogsaa paa præstens steg langs tæppet; naar han var paa nedvei og vendte ryggen til, pusted hun lettere og spøted lidt.
Der sigted Pera-Jon’en, og dennegang fremfor ovnen. Brita huked sig, og spaanen fôr videre, klasked indtil speilet med et smæld, dratted saa ned paa konsolen og slog om en liden esbuketflakon.
Fruen blev var det strax og reiste sig for at se, om speilet var gaat i stykker; præsten fulgte og reiste flakonen. Men kærringerne vendte sig bare og saa bort.
«Æ du — æ du spika galen!» kviskred ungerne til Jon, som sad og saa ned, stille, som synden drypped av ham.
«Hvem var det av dere, som gjorde det?» kom saa præsten hen og spurgte; ungerne kendte, at sinne og godlynthed rann om hinanden.
Ingen svarte.
«Naa da barn?»
Atter stilhed.
Saa risted Vetle-Brita let paa hodet og la
