Side:Kinck - Huldren.djvu/135

Fra Wikikilden
Hopp til: navigasjon, søk
Denne siden er korrekturlest


med ryggen til ham og se paa kedlen og vente paa svar.

«Utafor,» kom det ti1sidst; han var naat under kvitlen og prøved at faa sokken av sig.

Hun ramled med ringerne paa ovnen igen; snudde sig saa om og saa paa ham:

«Eg høirte nok, ka ongdomen sa her op i veien, — slarv dar du ligge!»

Ivar tagde, snudde ryggen til og trak sig ind til væggen; mor hans kunde ligge ytterst inat.

«Ja, no æ da daa kome skikkeleg ut øve bygdaa! — — Jau, du æ ein taa rette sorten.» —

Han trak kvitlen over hodet og tænkte paa reisen sin; — pinedø ja, skulde han ikke reise med første damp, som gik til byen. Han hadde faat 40 daler av Gurina, som hun stak til ham sidste kvælden, han var bort paa Neset hos hende, før hun døde. Og bankbogen hendes, som han ogsaa fik, var han den eneste, som vidste, ɥvor var gemt. — Alt det tog han og skrinet, han fik av hende. —

— Han sov alt, da moren krabbed under kvitlen. —

— — — — — — — —

Vetle-Ivar kendte sig saa let den vintermorgen, han gik indover til dampen. Nu var han