av hende. Han tog efter hende med haanden. «Aah!» kviskred han i godlaat med ynk i. —
Nu var han inde i den trange veien mellem husene, der maanen ikke naadde ned. Men han var ikke ræd ungdommen; — — han stod i sin egen smedje og sa nei.
Han retted sig op og satte næverne i trøielommen. Men ingen av ungdommen la merke til ham. Han kom forbi gaarden og bort paa fladen igen, hvor nordosten kasted sig frit, og maanen lyste klart; den laa bortover vandet og gjorde smaasjøen, som kom fra land, stor, bølgedalerne saa dybe
Han var ikke ræd; han vendte og gik tilbage gennem det trange smuget mellem husene. Ingen merked ham nu heller; — bare jentesjau og latter bagom naaverne, i løerne og i skjykkjerne. Men lige i det han naadde frem ilysningen igen, var det én, som fik øie paa ham; det var Vetle-Brita. —
«Papen!» skreg hun.
«Nei! — æ da ’kje Huldr’en, du, so fere so stram ut veien!» kom Laavikj’en frem i en løeglugg. «Nei gu naa’e os, sjaa ’an du!»
«Faa sjaa!» Der kom flere frem i gluggen.
«Han ha væl vore paa jentetusk, han og, veit eg.»
