krog var der stærk skygge av kirken. Der laa Gurina —
Han lod sig gli ned fra stenmuren og blev staaende krøket et øieblik; nordosten hadde blaast ham til is. Derude mellem husene hørte han gutterne huje og jenterne skrige og le.
Sinnet napped i ham. — Saa skulde de si sligt om Gurina og ham og apes med ham, som om de var bedre! og kærringerne flire over anletet, naar de saa ham, som om de var bedre!
— — Ja, saa pinedø reiste han ikke! Nu bandte han paa det og; det gjorde han ellers ikke, for Gurina’s skyld. Han reiste ud av bygden, langt bort, til byen eller et andet sted, og lærte et haandværk, godt saa han blev rent en mester i det. Og saa skulde ord gaa om ham vidt og bredt; det skulde naa helt frem til bygden igen. Saa kom han selv tilslut, udlært; folk samled sig paa bryggen den dagen, han kom, for at se den nye smeden, for smed vilde han helst være, naar han satte sig ned; det likte folk bedst og tyktes var mest grust. — Og de skulde be ham og tigge ham om hjælp; han var sint og tvær og brugte kjæft, og sommetider skulde han le aat dem; men de turde ikke kny, for de vilde saa gerne ha ham til at gøre det; han var den hændigste smeden
