«Dar æ fine jente, dar ut i bygdaa, du,» forsikred Brita.
«Hall kjæft! — — utyskje!»
Han slap sig ned paa knærne, vilde ikke rikke sig.
«Jau gu, no ska ’an te jentena.» Det var Laavikj’en, som tog ham under armen; Hans’en tog i paa den anden Side. Slig gik det et stykke. Pera-Jon’en foran; han var stram i kvæld, bar halsklud og hadde knappet til trøien sin helt ned, «just so byguten»; hænderne i trøielommen. I et væk tog han av sig den nye, bløde filthatten og klemte hattebaren op paa siderne, saa hatten blev spids foran og bag. Han stelte sig til for Vetle-Brita, sa de andre. Hun gik efter og kasted snebeter paa Huldr’en og lo av og til.
«Jau, du æ rar kar te gaa te jentena!» Hun spændte efter benene hans, som hang slappe ned og slæbte efter.
Ivar var tung. «Nei gu, om eg drassa meir paa ’an!» sa Laavikj’en og slap ham. De andre vandt ikke med ham alene længer og slap ham ogsaa; han blev liggende paa knærne nedi sneen.
«Aa nei, han æ færeg mæ da, han,» mente
