Vetle-Brita var nok og med; han kendte dem alle paa latteren. — — Det var ikke noget fint prat, de fôr med! —
Nu kom de altsaa udover bygden igen; i skumringen hadde han set dem gaa indover. De vilde vel ind paa stranden og høre efter slumperne av julebrændevinet.
«Nei! — æ da ’kje Huldr’en, du, so staar aa lure mæ naavaa att!» skreg én. De satte nedover mod ham hele flokken.
Ivar tænkte først paa at springe unna; det hadde bare været om naaven, saa hadde han været inde i kammerset til mor sin strax. Men det kendtes, som han var bundet fast, paa samme vis som naar han drømte. Det gjorde støtt det, naar ungerne var efter ham; de hadde paa en maade ret paa ham faat. De hadde aptes med ham saalænge nu, maa vide; naar han for ud eller ind veien, var en eller anden støtt efter ham. Men værst var det om vintrene ude ved skolehuset. — Hvergang de aptes med andre, bed de ifra sig og brugte kæft igen; saa gav de sig begge tilslut. Men han kom sig aldrig til det, han bare stod og grued og skalv, og kunde ikke bli sint. Iser blev det galt efter den kvælden, de alle 4
