folk, eller laa og solte sig bagom; mest ungdom, som vented, lydde og smilte til felen, som tonte ud i solskælvende luft fra stuen bort i bakken, der bryllups-folk pleied ta ind, de som kom langveis fra; præsten vilde ha sig en pust først, hadde han sagt, før han vied dem.
Men herude tog mindet hende igen, saa den vesle felen rent stilned. Hun fulgte sommernattens glidende skodde, fulgte forbi lag efter lag; hun kendte sig som lekende blad, som flød i rislende bæk.
Hun sansed sig ikke, før hun stod langt bort under bakken, ind mellem hasler, hvor ingen fele-slaat naadde frem; hun tog nogen steg op i græsset, satte sig i mosen bag en hassel, med hænderne i fang.
— — Nei, hun vidste ikke, hvem karen var i utslaatte-løen den natten, — vilde ikke vide det heller; hadde truet sig til at ligge med lukkede øine, da han for om morgenen.
— — Men det var nu ingen, som hadde slik lysegraa skræppe[1] deromkring, uden præstesønnen; for den fik hun se, just som den blev væk nedfor borteste brækkerne paa vei til
- ↑ skræppe — randsel.
