— — Men det mørkned og mørkned, saa kindet gled unna og manden blev væk.
— — Men felen øged; buen blev hele lange aaskanten, og kassen brede vandet; — men fingre trykked paa alle strænge.
— — Ingen klar let[1]; ingen klar laat — det gled ud i graa nat, al laat av folk og av dyr, ud i skoddegraa syngende nat.
— — Men endda øged felen, saa selve flaten blev fele, som skalv sagte under løen; — og al den kaate ungdommen var med og drog i buen, spratt og napped i strænge. Men altid saa trykked fingre paa dernede og passed, at laaten blev lav.
— — Hun gled ned fra høi-dyngen, frem til døren, skøv den stilt op, saa sommernattens svale flommed ind paa hende.
»Aa hei aa ho«, tonte hun, der hun stod. Dette hented hendes syn, dette stjal hendes mæle — hun vidste ikke, hvad hun tonte:
