»Nei maa jeg bede,« sagde Julie lidt skarpt, »det er saamænd dit Sværmeri Lulli!«
»Det var Du, som opdagede ham — Julie.«
»Om hvem taler Damerne?« spurgte Krøger.
»Om ham den store nye, hos Fru Knudsen —«
»Ham! Bondedrengen, Uhyret! —« raabte Krøger og sprang op, »aa det er Spøg, for at ærgre mig.«
»Langtfra Hr. Krøger! Julie finder ham distingué.«
»Det er Du, som finder paa det — Lulli.«
»Skynd Dig — Sofie! — her er saa mørkt, jeg kan ikke se, om de gjør Nar af mig,« — sagde Gustav Krøger ærgerlig. Men da Tante Sofie, som længe havde raslet med Hængelampen, endelig fik Blusset op, og da Fru Steiner fremdeles forsikrede, at baade hun selv og Julie interesserede sig levende for Hr. Wold, da blev han ganske ude af sig selv og svor paa, at den Fyr skulde aldrig sætte sin Fod i hans Hus.
Men da den unge Fru Steiner, som var vant til hans Hidsighed, bare lo, greb han sin Hat og gik ned i Kontoret.
