til at sidde paa; de lave Divaner; de ophængte Potteskaar og de udbredte Klude, — alt dette fremmede omkring denne skjønne Fraskilte gav de Indviede Smagen af det yderligst Forfinede paa Randen af det Lastefulde.
Her gaves smaa udsøgte Dinéer med de forunderligste Retter og rigelig Vin, Cigaretter og utvungen Tale. Men Dagen efter gik der en Gysning over Byen, somom Helvedes Porte et Øjeblik havde aabnet sig.
Men mest fængsledes Julie af de lange Ettermiddagstimer, naar hun og Fru Lulli laa henstrakte paa Divanen med Cigaretten og et Glas Liqueur; det var da, hun lærte.
— Det ringede ude i Entreen; men Julie gik ikke, forat lukke op, skjønt hun var næsten vis paa, at det var hendes Veninde. Hun elskede og beundrede Lulli, men — som nu denne Eftermiddag — , der var altid noget, som ventede paa hende, en Domstol, hun ikke kunde komme forbi.
Da Fru Steiner kom ind i Stuen, som nu næsten var mørk, vaagnede de Gamle strax op og begyndte ivrigt at snakke, som om de ikke havde sovet, Julie reiste sig ogsaa, men langsomt.
