Fra hun var liden, havde hun gaaet og tumlet halvt bevidst med et Valg. Hang hun om Faderens Hals — lystig og glad, følte hun som en liden ond Samvittighed. Men sad hun fornuftig med et lidet Arbeide mellem Moderens Veninder og hørte Samtalen gaa fra Hus til Hus, fra Sorg til Sorg, fra Ondt til Ondt, da led hun, fordi hun længtes efter at komme ud.
Efter Moderens Død og Opholdet i Udlandet var hun blevet noget sikrere; men nye Grublerier og Tvivl groede op af hendes fortrolige Forhold til Fru Steiner.
Det var Mandfolkene og atter Mandfolkene, hun fik høre om. Afgrunde af Slethed og Urenhed aabnede sig for Julie; skjøndt hun ofte forstod bare halvt, fik hun dog; saa grundig Besked, at hun følte sig generet endog overfor sin egen Far.
Thi det kunde hun forstaa, — hendes Veninde havde endog sagt det ligeud med en liden Latter: at hendes Far var ikke et Haar bedre end de andre.
Men at nogen kunde le af det! — og Lulli, som havde prøvet det skrækkelige: at være gift med saadan en Mand, og hun, som