Næste Dag var han som omskabt. Han vilde til Byen strax og alene.
Han, som altid snakkede om Byen, men aldrig havde Mod, naar de andre drog til Marked; han, som altid havde sparet til Byrejsen, men aldrig haft nok, han var nu færdig med en Gang og ikke til at holde tilbage.
Med alle sine Penge fordelte i Smaa-Tutter rundt om paa Kroppen gik han nu nedover Vejen i Eftermiddagssolen, ned mod det store Vand, hvor han vilde finde sig en Lejlighed med Baad til Jærnbanestationen paa den anden Side af Vandet.
Billetprisen til Byen vidste han; den var overhændig; men det var umuligt at gaa halvanden Dag til Fods, saaledes som han nu længtede. Med Hensyn til Baadskydsen havde han tænkt sig 25 Øre. Men da han naaede saa langt frem, at han saa den store Sten i Vandkanten, hvor han vidste, Baaden skulde ligge, begyndte han at arbeide med den Tanke, at Anders, som ejede den, muligvis ikke var tilsvars. Saa kunde han ro sig selv og laane Baaden over Vandet: det kostede ingenting, for her vilde han aldrig mere komme.
1*
