det lykkeligste i deres lille Dukkehjem; hans heftigt opblussende Lidenskab, der næsten smerteligt rev ham hen i deres Elskovs korte Lykke, — bagefter forstod hun alt dette bedre og hun følte som en Skam, hun ikke kunde forvinde.
Saa kort havde hendes Sandser været vakte, at en forskræmt Blufærdighed — mere ømfindtlig end den jomfruelige faldt over hende, saasnart hendes Mand var borte. Hun følte næsten en Angst for sig selv, for sit Kjøn, og fra hun vuggede den lille Anton i sine Arme, tænkte hun paa, hvorledes hun skulde beskytte ham.
Der var ikke Raad til at lade Gutten studere, og heller ikke kunde Fru Jessen tænkt sig at slippe ham løs mellem Studenterne i Christiania i den farlige Alder; derfor blev han i Byen og kom til Handelen; medens hun beholdt ham og fengslede ham til Hjemmet med sin aarvaagne Omsorg. Hun gjorde ham saa hjælpeløs som muligt ved at forsørge hans allermindste Behov og tænke forud for ham paa alle mulige Smaating, saa han forblev Barnet i hendes Haand — ude af Stand til at
