til at le. Han undredes ikke paa, om de fine Damer fik en Skræk foran slig en Kjæft; og samtidig mindedes han, at hjemme paa Landet blev Folk i Almindelighed stygge, naar de lo — ikke Jenterne netop ; men saa var det da meget sødere, naar Frøken Thorsen sagde »tji —tji —tji.«
I nogle Dage øvede Tørres sig i den stille Latter uden at gabe op; men uden sit eget Vidende kom han til at sige »tji —tji— tji!« og da det første Gang lød i Butiken, blev der en almindelig Fnisen. Hr. Jessen saa paa ham med Lorgnet; men da ogsaa Frøken Thorsen begyndte, vendte han sig fra dem med en Mine, som udtrykte, at han opgav dem begge.
Hr. Anton Jessen spiste og boede hjemme hos sin Moder, der var Enke efter en Skolelærer. Hun havde trodset Savn og Slid, for at holde sin lille Anton saa fin og pilren som et Dukkebarn, og det var lykkedes hende. Som liden kaldte de ham Polka-Gutten, men nu var han ubestridt det peneste unge Menneske i Butikfaget.
Hans Liv var hidtil gledet fremad jævnt og uden Hindringer. Hans Moder fjernede
