sets Skin kunde skimte Traleværket paa en liden Trap, der førte ned til Fru Knudsens Værelser, og lige ved Siden var Berthas Kammerdør.
Tørres syntes, han maatte være galant, saa træt han var, og sagde:
»Det er ikke lang Veien.«
Bertha truede til ham smilende blid.
»Men hvem bor der?« spurgte Tørres og pegte den anden Vei, hvor de ogsaa skimtede en hvid Dør for Enden af Gangen.
»Aa!« svarede Bertha haanligt; »det er bare Jomfru Thorsen; ellers er hun vist ude Mesteparten af Natten med Fyrene sine.«
»Saa?« sagde Tørres.
»Ja — Du kjender ikke de Byjenter, men tag Dig ivare,« dermed gik hun til sin Kant.
Saa træt som han var, tog Tørres alligevel sine Penge frem, da han havde forvisset sig om, at der ingen var paa Gangen, som kunde se ham gjennem en Sprække.
Med en ganske særegen Kjærlighed betragtede han de ti Øre, han havde taget; han begyndte at regne fremover, hvad det kunde