med Kunderne, — da stod Tørres som paa Gløder; hvor let kunde de ikke komme til at give for meget igjen, naar de stod saa tankeløse, eller miste af Pengene, eller — og det var ham det utaaleligste: om Hr. Jessen og Frøken Thorsen muligvis kneb lidt til sig selv?
Hr. Jessen var hele Formiddagen uhyre vittig paa den nye Bondedrengs Bekostning — til stor Fornøielse for Frøken Thorsen og Ærindsgutten Reinert. Men det bed ikke paa Tørres; hans Videbegjærlighed og den Hurtighed, hvormed han forstod alt, hvad de lærte ham, gav ikke videre Anledning til Haan, og der var desuden travlt i Butiken.
Naar der blev mange Folk, trak Hr. Jessen i en liden Klokkestræng, og Fru Knudsen kom ned fra Kontoret og hjalp til. Tørres holdt sig strax nær til hende med en klodset Ærbødighed, som hun alligevel satte Pris paa. Hr. Jessen mente nemlig at fremme sin Interesse best ved at give Byen det Indtryk, at han og Fru Knudsen allerede vare paa en saadan Fod med hinanden, at han ikke behøvede at genere sig.
