og Cornelius Knudsen blev den, som havde alt muligt at sælge for Smaafolk.
Derfor havde det været Gustav Krøger, som ordnede alt for den unge Enke, da Knudsen døde; han vedblev at skrive paa hendes Vexler og Handelspapirer og hjalp hende hvert Aar med Regnskaberne. De Folk i Byen, som ikke troede, at Fru Knudsen vilde have den lille Hr. Jessen, var overbevist om, at hun vilde ende som Fru Krøger; thi alle var enige om, at en saa pen og velstaaende Enke vilde og maatte gifte sig igjen.
Og da Gustav Krøger traadte ind i sin Stue og fandt hende siddende saa hjemligt i Lampelyset ved hans eget Bord, sagde han udeh at betænke sig — som det var hans Vane:
»Det ender med, at det bliver Deres Plads for Livet — Frue! — De kan ikke tro. hvor godt De tar Dem ud.«
Hun vidste ikke, hvor hun skulde gjøre af sit Ansigt, medens hun forklarede, at Tante Sofie netop var gaaet ud —; og han paa sin Side blev ogsaa lidt hed om Ørene; men han slog det hurtigt væk i Spøg, som han pleiede
