Fru Jessen i perlegraa moirée opad Kirkegulvet.
Bruden var henrivende, — lidt bleg — syntes Damerne. Men alle Mandfolk, som saa hende i den hvide glatte Silke med Sløret nedover Ryggen, hele den fyldige lille Figur — saa sart og saa blød — alle Mandfolkene fandt hende Fanden saa deilig! Tørres havde med Vilje ikke seet paa hende; skjønt han var i Brudefølget.
Hellerikke agtede han paa den Opmærksomhed, det vakte blandt Folk, at han til Dame havde faaet Fru Knudsen; han tænkte slet ikke paa, hvor mange Vittigheder, der blev sagt om ham og Bruden og hvor mange Spaadomme om ham og Fru Knudsen. Han havde med al sin Ihærdighed udarbeidet denne første Del af sin Plan uden at tænke paa andet. Først i det Øieblik, da han gik opover Kirkegulvet og foran sig skimtede en Myrtekrans, et hvidt Slør, og nogle fine purrede Krøller om en hvid Nakke, først nu var det ham, somom han gik i en Drøm, han ikke kunde vaagne af.
Sogne-Præsten prækede saa længe over: I skulle vorde ét Kjød, at de arme Brudepiger,
