Denne siden er korrekturlest
175
Og pludselig havde han staaende for sig det gamle Barndommens Billede af Jacob, som faldt ned af Stigen og forvred sin Hofte.
Ja han var sandelig ogsaa falden; men meget værre. Og op i løse Luften havde han villet gaa — ligesaa galt som Jacob, ja endnu galere.
Men denne Lighed lagde alligevel mere Ro i hans Tanker; den førte ham fra Drøm og taabelig Indbildning til den faste Grundvold paa nøgterne Beregninger, som ikke kan slåa feil.
Hans Fald var naturligt; intet Menneske — ikke engang den store Patriarch kunde gaa i løse Luften. Derfor var denne Dag som Jacobs Drøm et Varsel og et Tegn, som i al sin Pinagtighed, kunde love godt for Fremtiden.
Med dette sov han endelig ind. —
