»Ja — Manden, naar han har Penge, « svarede Tørres og lo med sine gulhvide stærke Bondetænder.
Han blev hende i et Øieblik næsten frygtelig, denne grove Kraft, som gik forklædt herinde mellem tankeløse unge Piger, Løitnanter og Blomster. Hun vilde ved Gud ikke have mere med sin Opdagelse; Julie skulde med Fornøielse faa ham.
»De forstaar Dem ikke paa Kvinden,« sagde hun tørt.
»Men De, Frue! forstaar Dem paa Mandfolk.«
Hans Tone og Blik var oprigtig Beundring.
»Vil De da tage Raad af mig?« spurgte hun noget formildet.
»Hvis De vil være saa — saa nedladende?«
»Javist vil jeg være saa nedladende,« svarede hun og lo; »men sig mig først, er ikke Bønderne svært langsomme i Kjærlighed?«
»Hvorledes langsomme?«
»Om de ikke betænker sig længe?«
»Pigerne?«
»Begge Parter.«
