ogsaa den lille Julie al tid forstaaet hidtil. Det var derfor den pure Spøg, da Fru Steiner første Gang slog paa, at den nye Opdagelse kunde blive til Skinsyge mellem dem.
Men alligevel blev noget siddende hos Julie. Det havde allerede stemt hende fordelagtigt for den unge Mand, at hendes Fader paa sin overdrevne Maade talte ondt om ham. Dernæst fandt hun, at det kunde være nok, om hendes Veninde legte Menageri med Løitnanterne og de andre, som var vant til kokette Damer. Men hun ligte ikke, at denne unge, troskyldige Fyr fra Landet skulde holdes for Nar.
Fru Steiner følte strax det første Pust af denne Stemning, og hun fandt det temmelig trodsigt af denne lille Dame fra Smaabyen, som hun hædrede med sit Venskab, skjønt Tørres Wold! — i Sandhed ikke var nogen Erobring at misunde.
Hun havde tænkt lidt frem og tilbage, indtil hun foreløbig fandt det morsomst at indbilde denne vigtige Bonde-Kavaller, at Frøken Krøger gik og sukkede for ham og bare ventede; — saa kunde Julie faa sin Straf og en god
